FORMANDENS BERETNING 2018

Utroligt at et lillebitte flåt kryb doneret af min søde bofælle katten kan lægge en ned, så jeg må starte med at beklage den lidt for sene fremkomst af indkaldelsen i år, samt lidt korrektursjusk på side 2, borrelia behandling tærer på energi og evner.

I år lykkedes det mig heldigvis både at være deltager i og hjælper ved stævner, jeg prøver altid at deltage i nye ridt og Frederikshåb Ridtet var en fin oplevelse, hyggeligt var det også med et gensyn med Skærbæk Ridtet. På hjælpersiden var jeg nok hvad man kunne kalde fast inventar ved et varmt Københavner Ridt og derudover havde jeg en blæsende dag ved Hedelands Ridtet. Da min hest ”valgte” en hovbyld i stedet for Rømø Ridtet, valgte jeg at tage en dag som hjælper der i oktober solskin. Jeg synes det er givende at være på begge sider af arrangementet, det giver mange erfaringer og ideer samt forståelse for det store arbejde det er at holde stævne.

Når jeg kigger i vores bestyrelse, er det jeg ser et dejligt alsidigt engagement i alle facetter af vores sport. Vi har både nuværende og tidligere stævnearrangører af både nationale og internationale stævner, officials i begge disse kategorier. Der er altid en villighed til at vejlede, hjælpe, feber redde og bruge tid på alt det praktiske ved og udenoms ved stævnerne. Til at hjælpe ryttere som mangler en hjælper, eller den usikre nybegynder, give et venligt svar på spørgsmål man har fået 100 gange før, kort sagt fremragende ambassadører for vores sport. Derudover er i fantastiske til at komme med nye ideer. Stor tak til Sabina, Henriette, Jette, Robert og Martin for jeres engagement.

Herfra skal også lyde en stor tak til vores revisor Inge, som aldrig har mulighed for at deltage ved generalforsamlingen grundet arbejdsmæssige aktiviteter, men trofast og hurtigt har klaret revisionen i lang over 10 år.

Årets største skandale i Distance sporten var utvivlsomt det fuldstændig katastrofale forsøg på at afholde et VM distancestævne ved WEG i USA, det skabte uro, vrede og frustrationer blandt alle som deltog og personligt tror jeg ikke dønninger og efterspil har lagt sig endnu. Vi må vente og se om det bliver til udvikling eller afvikling af distancesporten.

Stævneåret 2018 Blev desværre ramt af nogle aflyste stævner dels grundet lukning af stalde grundet smitsom sygdom, dels af mangel på deltagere. Fordelingen af stævner i 2018 hældte stadig til den Jyske side, det blev så også der at aflysningerne kom af mangel på deltagere, da stævnerne lå ret tæt. Dejligt til gengæld at se at vi igen fik et ridt på Fyn.

DM 2018 blev vundet af Merethe Neland på Larka, værtskabet blev i år forvaltet af Blaabjerg Ridtet og DM CEI**klassen var tæt på aflysning da kun 3 Danske deltagere havde meldt sig, heldigvis blev klassen reddet af  deltagere fra vores nordiske naboer og deltagere fra Tyskland.

Sjælland mesterskabet blev igen i år vundet af Jeanet Maud Jensen på El Amir OX, Jydsk / Fyns mesterskab blev igen i år desværre aflyst af mangel på deltagere.

Der har været forespørgsler på at få udleveret bæltespænder ved foreningens generalforsamling, da jeg baserer min udlevering på KM listen fra DRF, som ikke kan komme før sidste stævne i året er afviklet, hvilket er efter vores generalforsamling er dette ikke muligt. Der er tre årsager:

Pkt. 1 vi ønsker at have et fællesskab med DRF´s arrangementer.

Pkt. 2 ikke alle bæltespænde modtagere er medlemmer af foreningen, så sandsynligheden for at kunne aflevere er større ved et DRF arrangement.

Pkt.3 det ville betyde at vi i foreningen skulle sidde og regne rytter kilometer ud, med risiko for at gøre dette forkert, idet rytteren har en indsigelsesfrist til DRF efter listen er offentliggjort, hvis de ikke er enige i resultatet.

KM liste kommer forhåbentlig til mig primo januar 2019, så er vi klar til at udlevere eller bytte spænder til Distancedagen.

DRF

Distance udvalget er blevet suppleret op til 4, idet Laura Moeskjær Hammer er trådt ind, nu ved jeg naturligvis ikke hvem der har ansøgt den ledige post, men kunne måske være lidt bekymret over at udvalget nu, hvor der var mulighed for en repræsentant fra Fyn eller Sjælland er blevet ren Jysk, håber de husker os på den anden side af broen.

Efter vores seneste bestyrelsesmøde havde vi fornøjelsen af at holde møde med 2 repræsentanter fra udvalget Karen og Ole og udveksle ideer og synspunkter, det må gerne blive en tilbageværende begivenhed, dog gerne med hele DRF udvalget.

Distanceweekenden 2019 er planlagt til 2-3. februar på Lergravgaard på Mols, som hoved foredragsholder kommer den Norske holdleder og holddyrlæge Fernando x Medina Guerrero, det bliver sikkert lærerigt og spændende.

Det store hjertesuk herfra er så at det er andet år i træk, at vi øst for bæltet skal bruge rigtig megen tid og ekstra penge på at komme til weekenden.

Vores lille forening afholder af den grund vores største arrangement på skift øst og vest hvert andet år, det samme ville jeg ønske DRF ville gøre fremadrettet. Ved godt at vi i tidligere tider gladelig tog til Jylland hvert år, men der var destinationen så også Hotel Des Nordens, som havde nogle fritids- og indkøbs faciliteter at byde på, som ofte gjorde det til en familie weekend udflugt.

Stævneåret 2019

Fordelingen på datoer lidt noget bedre end sidste år, fordelingen mellem landsdelene er stadig rigtig skæv, vest for Storebælt har de hele 10 stævner, mens os øst for må nøjes med 7. Dog er det ene af de 7 stævner kun åbent for distrikt 2, jeg kan jo undre mig en hel del derover, idet arrangørerne er den landsdækkende ride klub ERD, det spiller ikke rigtig efter min mening. – Det havde signalmæssigt for den landsdækkende klub, været smartere at sætte en deltagerbegrænsning på, det kan selvfølgelig være at den egentlige dagsorden er håbet om at hverve nye medlemmer til klubben.

Lidt af hvert fra bestyrelsen

Set fra vores side må vi erkende at equipe systemet har gjort opdatering af resultater på hjemmesiden noget nemmere og hurtigere. Det gør sig også gældende i de små klasser, vi bruger nu knap så megen tid på at finde ud af hvilken rytter det måtte være, fordi navnene tidligere kunne være skrevet forskelligt på de forskellige hånskrevne stævnelister, hvilket igen gjorde at vi skulle lave en hel del rettelser.

Vi har modtaget mange beklagelser over at alle gamle resultater er fjernet fra hjemmesiden, kære medlemmer i må rette klagen til EU, vi skal som alle andre efterleve de regler for persondata forordningen, som trådte i kraft i 2018 det som forkortet hedder GDPR. Inden vi slettede alt har Martin dog behandlet det stævne data vi havde statistisk, det bliver fremlagt under punktet eventuelt på dagsordenen og er noget vi vil følge op på fremadrettet.

Medlemstallet sluttede i år på 90, hvilket er en tilbagegang på 8 i forhold til hvad vi var i sidste sæson. Vores sports største konkurrent er nok TREC, som har lighedspunkter med distanceridning, men uden alle de omkostningstunge elementer, som er i vores reglement til stævner.

Jeg prøver at bevare optimismen for vore sport, men der skal nok nogle år uden skandaler, doping, døde heste ved internationale stævner til for at FEI ikke ender med at sende ud i kulden.

Fokus ved dette års foredrag tog udgangspunkt i rytteren. Vi er super gode til at gøre og ofre alt på vores partner hesten i form af mad, massage, kiropraktik, tilskud, specialudstyr af al tænkelig slags. Men måske nok mindre gode til at tænke på at super atleten under os, gerne skulle have en ligeså super trimmet velbalanceret rytter, jeg håber i al fald, at i har fået inspiration og ideer til at sikre det i løbet af formiddagen.

Jeg ønsker alle heste, distanceteams, officials, dyrlæger, øvrige hjælpere og arrangører

en velfortjent vinterferie og håber at vi mødes derude i 2019

”At fuldføre er at vinde”

Det er også OK at ride for at vinde, men på hestens præmisser!

Nina

Denne hjemmeside bruger cookies. Ved at fortsætte brugen af siden accepterer du brugen af cookies.