Distanceridning
Distanceridning er en af de nyere discipliner indenfor Dansk Rideforbund (DRF).
Disciplinen kan sammenlignes med menneskets marathon, idet man afprøver hestens (og rytterens) udholdenhed på en markeret rute gennem terrænet.
Distanceridning foregår således på en allerede markeret rute, så det er nemt at finde rundt. Rytteren skal blot følge markeringerne ruten rundt. Detaljerne og gennemgang af de forskellige markeringer for ruterne bliver gennemgået af stævnearrangøren på ridtets infomøde. Det er derfor vigtigt at deltage til infomødet.
Også distanceridning er opdelt i klasser, her anvender man bare ridtets længde og hastighed til opdelingen. I de kortere klasser kan man blive diskvalificeret for at ride for hurtigt, mens man altid har en minimumshastighed at overholde. I de længere klasser er hastigheden fri. Distancerne strækker sig fra 15 km til 160 km.
Alle ryttere kan starte distance. Er rytteren under 10 år kan starte klasser til og med LC (rytter skal starte trækkerklasser eller være i følgeskab med en voksen rytter). I det år rytteren fylder 10 år kan der startes klasser til og med LA. I det år rytteren fylder 14 år kan alle klasser startes.
Hvem er distanceridning for?
Distanceridning er for alle. Enhver hest eller pony kan starte distance, hvis den ellers er i god foderstand og kondition og naturligvis er sund og rask. Der skelnes ikke mellem hest og pony og heller ikke mellem voksne og børn, alle konkurrerer med alle. Dog skal hesten være behørigt vaccineret (som i alle andre discipliner under DRF) og rytteren skal være medlem af en rideklub under DRF.
For at hesten ikke skal lide overlast under konkurrencen, bliver den undersøgt af en dyrlæge inden og efter ridtet. Rider man over 40 km, vil der være dyrlægeundersøgelse undervejs, og i forbindelse hermed en tvungen pause. Dyrlægen tjekker hjerte, lunger, mave, hove, ben, ryg og bevægelse og der må ikke være det mindste i vejen. Derfor skal man træne sin hest til at blive undersøgt af dyrlægen, pulsen må nemlig heller ikke være over 60 slag/min.
Der er krav om at hesten skal bære sadel, mens optømningen næsten er fri (se reglementet), hjælpetøjler på nær ringmartingal er dog forbudt. Rytteren skal bære ridehjelm, men ellers er der ikke specielle krav til påklædningen i Danmark. Undtaget er dog, at hvis man rider med fodtøj uden hæl, skal man anvende sikkerhedsstigbøjler.
Deltagelse i Distance Stævner
For at deltage i et distance stævne skal du først have afprøvet, at din hest er i stand til at gennemføre en distance på 25 km. Når du er klar til at tage skridtet videre, skal du finde det relevante stævne på DRF GO, hvor alle kommende stævner er opført. Husk at tilmelde dig rettidigt i den ønskede klasse.
Ca. 8 dage før stævnet offentliggøres et program, der indeholder alle nødvendige oplysninger. Det er vigtigt at læse programmet for at være forberedt og studere de vedhæftede kort, så du kan orientere dig på stævnepladsen og ude på ruten. Der vil typisk være et informationsmøde inden ridtet, hvor ruten gennemgås, og du kan stille spørgsmål. Informationsmødet kan foregå fysisk ved sekretariatet eller nogle gange ligger det online. Tidspunktet for og formen af mødet vil fremgå af programmet.
Sørg for at pakke ALT, hvad du måtte få brug for, og ankom til stævnepladsen i god tid inden hestekontrollen. Dette giver dig mulighed for at aflevere hestepas og hente rygnummer i sekretariatet samt forberede hesten, inden du skal til hestekontrollen. Meld dig hos dyrlægen ca. 5 minutter før din programsatte tid for at undgå stress. Hesten skal være iført trense, Der skal være stævnenummer på hesten og fremføreren skal medbringe det i sekretariatet udleverede udleverede hestekontrolkort. Når hesten er godkendt, er det vigtigt at være opsadlet og klar i god tid inden din start. Vær også sikker på, hvor start og mål er.
Under ridtet skal du følge de angivne anvisninger og huske at nyde turen.
Når du kommer i mål, skal hesten præsenteres til en afsluttende hestekontrol inden for 20 minutter fra at målstregen er passeret. Først når hesten er godkendt, kan du erklære, at du har gennemført ridtet.
Læs de nyeste artikler og indlæg
- Huskeliste til distancestævner
- Grundtræning af distancehesten
- Træning af distancehesten – fra begynder til S-klasser
- Rytterens udstyr i distanceridning – hvad siger reglementet?
- Hestens udstyr i distanceridning – hvad siger reglementet?