FORMANDENS BERETNING 2012

Den første distance oplevelse i 2012 var distanceweekenden d. 4-5. februar på Ebeltoft Park Hotel, programmet var tætpakket med foredrag af den svenske eliterytter Maria Hagman og den danske rytter og dyrlæge Kristina Johansen. Distanceudvalget erstattede den på hotellet, viste det sig nedlagte swimmingpool, som nogen af deltagerne havde set frem til, med lidt til halsen ved aftenens arrangement et smukt træk, måske ikke så sundhedsfremmende, men absolut medvirkende til det hyggelige samvær. Alt i alt et godt arrangement, selv om stedet set med mine øjne lå rigeligt langt væk, når man ikke har lyst til at kæmpe sig op ad Odden vejen til færgen og risikere at lande bag en traktor eller lignende, der kører max. 30km/t hele vejen.

 

Stævneåret 2012 – 2013

Stævneåret 2012 blev igen i år vredet rigtig skævt hvad angår fordelingen af stævner øst vest. Hvad er det Jyderne kan, som vi herovre på Sjælland skal have lært eller genopfrisket?

Det kan ikke kun være fordi der er bedre plads i det Jyske at de er i stand til både at bevare allerede eksisterende stævner og med jævne mellemrum komme med nye og på toppen af det hele skaffe EM 2015 til Danmark.

Desværre har vi allerede set de foreløbige stævne planer for 2013 og set med en øst danskers øjne var det et særdeles sørgeligt syn med blot 5 planlagte stævner ud af 16, så mens de Jyske ryttere rigtig kan boltre sig i stævner, er vi på Sjælland er grønne af misundelse. Det er jo ikke nemt at lokke nye ryttere til sporten, hvis de skal vente i månedsvis og så køre flere 100 km for at prøve om distance eventuelt er sagen på denne side af broen.

DRF

Infosports afløser, som jeg i sidste års beretning håbede ikke kunne blive dårligere har indtil videre ikke været en særlig positiv oplevelse hverken funktionelt eller betjeningsmæssigt, men der arbejdes på sagen og vi kan så vente i spænding på om 2013 bliver året, hvor det hele fungerer og er operationelt for almindelige brugere.

Kommunikationen i 2012 fra rideforbundet har fungeret ret godt via de udsendte infomails, OK ind imellem har nogle af nyhederne haft lidt alder før de kom, men dejligt med et jævnligt flow i informationerne, så bliv endelig ved.

Distance weekenden 2013 er planlagt til 2-3. februar 2013 på Hotel Skandic Kolding, denne gang med et rent dyrlægepanel som foredragsholdere på forskelige vigtige emner for distancerytterne, hvad enten man er ny i gamet eller en ”gammel” erfaren ræv i sporten, programmet i detaljer kan ses på DRF’s hjemmeside. I år tilsyneladende uden forsvundne swimmingpools, så chancen for en fri drink er der nok ikke denne gang J, sagt af formanden, der stadig savner svømmepølen + det løse fra det Nord Tyske.

Lidt af hvert fra bestyrelsen

 

Websiden har på resultatlisterne fået en opdatering, som gør at vi nu har hastighederne + eventuelle kommetarer med, det håber vi at medlemmerne sætter pris på, vi ved godt at det kun omhandler de Danske stævner, men de lister vi leverer, er efter min mening lige til at gå til og webmaster Anita er super hurtig til at lægge dem op.

I år gik det rimeligt godt med at sende opkrævninger og indkaldelser ud pr. mail, der kom kun en god håndfuld retur denne gang – men vil i ikke nok prøve at huske at sende mig en mail, når I skifter mailadresse, det vil lette rigtig meget.

I bestyrelsen er Sussi gået ud af helbredsmæssige grunde og Inger erstatter på kassererposten resten af Sussis valgperiode.

Hvad angår medlemsantallet sluttede dette år med 116 medlemmer, det er 5 under 2011

niveau, stadig flot synes jeg, da Danmarks generelle finansielle situation, jo ikke just har forbedret sig i det forgange år. Der er jo ”need to have og nice to have” i dagligdagen, når man kigger ned i sin pung og Distancerytter Foreningen må jo unægteligt siges at høre til i den sidste kategori. Derfor skal der fra bestyrelsen lyde en stor tak til at i alle jer der vælger at støtte op og gøre vores forskellige tiltag muligt med jeres medlemskab.

Lykken var da Patricia og Malou besluttede at give udvidet førstehjælp til vores blad, som genopstod i en web version, fantastisk at vi ikke skal bruge en formue i porto. Det kan printes, hvis man har lyst til at efterlade en reklame rundt omkring. Stor tak for initiativet, som tidligere mangeårig redaktør af et personaleblad, hvor jeg er ansat, ved jeg hvor stort et slid det er. Malou’s plads i redaktionen er senere overtaget af Helle Vinge fra bestyrelsen. Jeg skulle hilse fra de damer og sige, at de glæder sig til at modtage jeres forskellige indlæg – for uden jeres bidrag, så vil bladet ikke kunne klare at holde en fornuftig puls og få rene A-er i resten.

Til sidst vil jeg gerne komme med et spørgsmål, som stammer fra vores medlemmer. I lyset af at der i alle fritids klasser selv en LB bliver redet med meget høje hastigheder. Hvordan vil rideforbundet i skikkelse af distanceudvalget sikre at nye distanceryttere ikke blæser igennem en LB 40km uden pause (som efterhånden er den mest almindelige LB), som deres første ridt med mellem 15 0g 20km/t, måske med fatale følger for hesten?

Som det er i dag er der ikke en max. hastighed på en sådan klasse og vi ser en del ryttere med ikke al for megen rutine, som rider med stor hastighed i både LB og LA, det er efter min mening kun held at det endnu ikke har haft fatale konsekvenser for en hest, men der har desværre været enkelte tæt på hændelser.

Vi vil gerne give et par input til inspiration, som vi vil sende til debat i distanceudvalget:

Kunne man forestille sig at have kvalifikationsklasser i stil med en distanceprøve, et antal ridt tvungne på idealtid?

Genindføre dyrlægekortets antal af A er, som udslagsgivende for pladsering?

Eller en obligatorisk teori undervisning omhandlende træning, fodring og hvordan man gennemfører et ridt optimalt for hesten inden man kan få licens / starte pointgivende.

Alt dette til debat for at sikre, at vores partner hesten ikke risikerer bare at blive en sportsrekvisit.

Jeg ønsker alle heste, distanceteams, officials, dyrlæger, øvrige hjælpere og arrangører

en velfortjent vinterferie og ser frem til at møde jer derude i 2013

”At fuldføre er at vinde”

 

Nina

Denne hjemmeside bruger cookies. Ved at fortsætte brugen af siden accepterer du brugen af cookies.