FORMANDENS BERETNING 2005

Stævneåret 2005 startede tidligt med VM allerede d. 27. januar, jeg må indrømme at jeg var imponeret over at det var muligt for rytterne at holde hestene og sig selv i topform på den tid af året, hvor de fleste af os andre og vores heste er gået i hi og venter med længsel på foråret. År 2005 var også året hvor distanceridningen omsider fik lov at holde et rigtigt Danmarks Mesterskab efter at have eksisteret i 18 år, det var på tide at det kom dertil. Formandens beretning omhandler de spørgsmål og kommentarer vi har fået i årets løb, nogle ting kan vi give svar på og det som vi i bestyrelsen ikke selv har indflydelse på, kan vi formidle videre til behandling eller eftertanke.

Bestyrelsen
Samarbejdet har været godt og udbytterigt og alle har deltaget med stort engagement. Desværre valgte Morten af personlige årsager at udtræde af bestyrelsen kort før generalforsamlingen og modtager således ikke genvalg, som det er anført på indkaldelsen, Hanne er indtrådt på hans plads. Vi vil gerne takke ham for hans indsats og glæder os over at han vil fortsætte det redaktionelle arbejde med bladet, som han virkelig har fået givet et løft. Inger har valgt ikke at genopstille til bestyrelsen, hvilket vi andre er kede af, vi kommer til at savne hende. Hun overvejer muligvis at komme igen som stævnearrangør i stedet og det vil glæde os. Vi takker Jette for den tid hun har været bladredaktør og er glade for at hun fortsat vil trykke og distribuere bladet og Iben for at hun bestyrer hjemmesiden på bedste vis.

DRF distancedag 2005
Så kom februar og med den distancedagen d. 12. februar på Fyn og det gule hæfte med årets mulige udfordringer på konkurrencebanen, mange fine stævner men noget ulige fordelt over sæsonen, men det kan jo nok desværre ikke blive anderledes, når vi skal konkurrere med jægere og andet godtfolk, som også vil til i skovene og nok betaler mere for det end vi gør.

Et af højdepunkterne på en distancedag er uddeling af kilometerspænder – det højdepunkt har nogle af deltagerne fra dagen i 2005 desværre stadig til gode, idet der tilsyneladende stadig ikke er spænder til dem som har redet 2500 km i 2004.

Distancedagen i 2006 er nu atter blevet til en weekend, hvilket er glædeligt, da det giver os en længe savnet mulighed for uformel erfaringsudveksling og almindelig hyggesnak, det beklagelige set med en ”øst danskers” øjne er at det atter foregår vest for Storebælt med den ekstraudgift som broen medfører til følge.

Samarbejde med Distanceudvalget og DRF
Vi har i år fået mulighed for at være med ved stævnearrangør mødet. Vi har fået en aftale om at få kopi af resultatlister, så de hurtigere kan komme på web og i blad og så vi har mulighed for at arbejde med også at få hastighederne lagt ind. Vi har fået henvendelse om vi vil yde tilskud til vores medlemmer til Distanceweekenden 2006, hvilket vi ser positivt på. Vores blad bliver også sendt til Merete DRF og Distanceudvalgets medlemmer samt de af dyrlægerne som vi regelmæssigt ser til stævner.

Stævneresultater
Vi får ofte klager over at der går lang tid før vi offentliggør resultaterne. Vi kan ikke gøre det hurtigere end de bliver indsendt til DRF. Så Merete fra DRF og bestyrelsen håber at arrangørerne bliver lidt hurtigere til at sende ind til næste år.

Arrangementer i Distance Rytterforeningen
Foreningen har måttet erkende at det er meget svært at lave arrangementer i Jylland, vi har de bedste intentioner, men opbakningen når vi laver noget er ret begrænset. På grund af afstandene er det svært at lave noget på en hverdags aften, men selv til weekendarrangementer eller en ridelejr er deltagerantallet beskedent. Rytterforeningen modtager gerne forslag til arrangementer og ønsker til kurser, bestyrelsen kan sagtens komme med ideer, men det hjælper jo ikke at vi laver noget, hvis det ikke matcher de ønsker I sidder med rundt omkring.
Rideklub eller interesseforening?
Et hyppigt spørgsmål gennem året har været på om medlemskab hos os berettiger til stævnestart, det gør det ikke, da vi er en interesseforening. Bestyrelsen har set på de omkostninger som det vil medføre at blive til en rideklub vi ville blive nødt til, som vi ser det at foretage en væsentlig kontingent forhøjelse, da der blandt andet skal betales 84 kr i kontingent pr. medlem til DRF og vi ville kunne risikere at de klubber, som i dag arrangerer vores stævner ikke længere ville lægge klub og faciliteter til, hvis vi selv er en rideklub. Så bestyrelsens holdning er at vi vil anbefale at vi fortsætter som en interesseforening.

Websiden
En anden ofte kommenteret ting er vores webside, vi har fået en flot webside, som ikke mere bliver generet af pop-up reklamer og lignende, men den har også voldt visse vanskeligheder, som vi arbejder målrettet på at få løst dette gælder især pointlisten. Ligeledes er billedmodulet blevet revideret, så heste og ryttere nu ikke længere fremtræder i ”rundbuestil”.

Bladet
Vores blad ” Distancen Rundt” har fået nyt redaktørteam. Vi har igen i år søgt Biblioteksstyrelsen om tilskud til bladet og afventer deres svar. For at få et større billedmateriale til bladet har vi indgået en aftale med Poul Petersen, som flittigt fotograferer til stævnerne om at få nogle billeder til hvert blad. For at få et så alsidigt og spændende blad som muligt opfordrer vi jer ryttere til at sende os indlæg, det kan være fra stævne oplevelser eller andre erfaringer eller oplevelser, som i vil ele med os. Send det via mail eller brev til en af bestyrelsen, så skal vi nok sørge for resten.

Rutemarkering
Der har gennem året kommet en del kommentarer til os omkring rutemarkering, ofte fra begyndere, der jo er en gruppe, hvorfra vi jo gerne skulle have fastholdt flest muligt, så de får blod på tanden til at fortsætte op i de større klasser. Det ville være optimalt hvis der var et standardsystem, som skulle anvendes til afmærkning, som det er i dag er der meget store variationer i hvordan der mærkes og dette medfører ofte fejlridninger og efterfølgende kritik.

Den erfarne rytter har nok vænnet sig til at leve med dette, men vi burde som minimum kunne finde et system der gør at vi ikke tager modet fra debutanterne i de mindre klasser, og så kunne vi måske med tiden få lavet et system, der er ligeså regelret, som afmærkningen på en dressurbane. En god begyndelse ville være at det i alle programmer var tydeligt beskrevet hvordan stævnet er mærket, der er jo ikke altid et informationsmøde og det er ikke altid at rytteren har mulighed for at deltage. Et godt tip til rutelæggere fra os ryttere er, at de som mærker de forskellige dele af ruten bliver enige om, hvor tæt der skal mærkes og hvor store kalkpletter skal være. Der går altså lettere panik i en rytter, når man i har redet et langt stykke eksempelvis med tæt markering og der så pludselig er langt imellem eller at kalkpletterne bliver for små eller flanerne sidder meget anderledes end før.

Rytteretik
Der er nu klasser på fri tid fra og med LB og tendensen synes at være at der bliver redet rigtig godt til ude på ruterne. Vi skal i den sammenhæng huske at tage hensyn, terrænet er jo ikke vores alene, der er både vores medrytter, som måske er en debutant i en LC og så alle de andre ryttere, skovtursgæster m.m. som ikke gerne skulle ende med at få et mindre heldigt indtryk af vores sport, jeg er sikker på at man sagtens kan nå at vinde selv om man lige skridter et øjeblik forbi andre i terrænet, og lige giver sig tid til at sige ”hej” eller ” må jeg passere” – det viser at vi har overskud også i en konkurrencesituation – jeg tror det vil være med til at sikre at vi vil være velkomne år efter år, på de steder hvor vi gerne vil holde vores stævner.

Hesten
Husk at uden en på alle måder veltrænet og velpasset hest kan vi ikke dyrke vores sport. Husk at være opmærksom på de signaler den giver og reager på dem. Lad være med at presse den ud over det den er fysisk og psykisk klar til. Så har rytteren gjort hvad der er muligt for at få en hest, som yder sit bedste til konkurrencerne og som har alle chancer for en lang karriere i distancesporten. Kort sagt: ”Rid med omtanke” og husk at

”At fuldføre er at vinde”

Nina

Denne hjemmeside bruger cookies. Ved at fortsætte brugen af siden accepterer du brugen af cookies.